Tisvildeleje
Tisvildelejes historie
Tisvildeleje er et gammelt fiskerleje, med rødder langt tilbage. Oprindelig bestod Tisvildeleje af syv fiskerfamilier, som flyttede ind i landet om vinteren, når fiskesæsonen var slut.
I Tisvildeleje er I altid tæt på strand og skov
Tisvildeleje er et meget gammelt område med små krogede veje, der fører ned til vandet og den store parkeringsplads. Tisvildeleje løber parallelt med det skønne Tisvilde Hegn, og uanset hvor man er i Tisvildeleje, vil man altid være meget tæt ved både strand og skov. Begge dele har da også haft stor betydning for området og for områdets udvikling.
Børnevenlige strande
Stranden og vandet i Tisvildeleje er rart og børnevenligt, men her er store niveauforskelle. I selve lejet er der således direkte adgang igennem klitterne til vandet. Så snart man bevæger sig bare 500 meter i nordlig retning, er der skrænter og trapper, man skal benyttes for at komme til stranden. Læs mere om Tisvildeleje Strand.
Tisvilde Hegn
Tisvilde Hegn er en meget hyggelig og varieret skov. Her er både løvfældende - og nåletræer, her er den helt fantastiske Troldeskov. Der er skønne steder, hvor man kan samle kantareller i sæsonen, ligesom Tisvilde Hegn danner rammen for mange orienteringsløb, mountainbikeløb eller kørsel med hundespand mv.
Tibirke Bakker - fabelagtig udsigt
En del af Tisvildeleje er også Tibirke Bakker, som er et skønt, højtliggende, privat og fredet naturområde med enkelte offentlige stier. Traver man ad stien til Udsigten, er der oppe fra toppen en fabelagtig udsigt langt ud over hele området, bl.a. også over Holløse Bredning. Tibirke Bakker har gennem tiderne været et yndet tilholdssted for mange af Danmarks dygtige malere og forfattere – lidt på samme måde, som Skagen på Jyllands nordspids har tiltukket kunstnerne.
Helenekilde
I Tisvilde er der også hellige Helenekilde. Her valfartede folk til i deres søgen efter helbredelse. Kilden sprang, da en from skånsk kvinde skyllede op på stranden. Besøg Helenes grav og læs det spændende sagn.
Tisvildeleje by
Tisvildeleje er kendetegnet ved et meget hyggeligt caféliv om sommeren, her er mange restauranter og spillesteder. Rent faktisk er her kulturelle aktiviteter hele året rundt.
